Koncert på Fermaten i Herning, torsdag 30. januar 2020
Med sit andet soloalbum ”The Things We Don´t Know Yet” har den danske folk noir kunstner Ida Wenøe skabt en samling sange, som fra et dybt personligt udgangspunkt udforsker kærlighedens væsen. Det er en modnet sangskriver, der har skrevet disse ni nye sange. ”This little town girl from Scandinavia”, som hun synger i ”Circus Season”, har oplevet lidt af hvert på landevejen i de fire år der er gået siden debutalbummet ”Time Of Ghosts” udkom og blev fulgt op med hundredevis af koncerter over hele Europa og i Nordamerika.
De nye sange er båret af en lyrisk inspiration, der tåler sammenligning med legender som Leonard Cohen, Joni Mitchell og Nick Drake, og samtidig er melodierne enkle og stærke, og stemmen har en indre troværdighed, som man bliver ramt af med det samme. Produktionen er på en gang legesyg og tidløs.
Ida indspillede grundsporene til sangene selv i en hytte i Sverige, på sit gamle kvistværelse i Berlin og i et lille kolonihavehus i udkanten af København. Derefter tog hun i efteråret 2018 kontakt til sin gode ven – produceren Esben Svane. Sammen har de skabt det helt særlige univers med vævende, overjordiske korstemmer, æteriske blokfløjter, 50´er inspirerede elektriske guitarer, underspillede trommer og små skæve lydeffekter, som giver pladen et helt særligt skær og trækker inspiration fra så forskellige steder som Neil Young, Sufjan Stevens og Twin Peaks.